Artikel fra Jyllands Posten


I en lille herretøjsbutik på Trøjborg står en 25-årig aarhusianer, der er ved at blive en international modesucces.

Oliver Harald Nielsen valgte for tre år siden at åbne Butik Harald og har siden stiftet sit eget tøjmærke, Dansk Bomuldskompagni, der sælges i 50 butikker landet over samt på en af verdens største online modesites, Asos.com.

Til april åbner Butik Harald i København, og næste år skal der sættes flueben ved Aalborg og Odense. Oliver Harald Nielsen har fart på forretningen, men livet som selvstændig begyndte alt andet end let. Nærmere med gæld til op over begge ører, et knust venskab og søvnløse nætter.

Tiggergang i banken

»Du har fået en virus, vi kun ser hos gamle, afkræftede mennesker.«

Året var 2011, og Oliver Harald Nielsen lå bænket til en sygehusseng. Han arbejdede for tøjkoncernen Bestseller og var netop vendt hjem fra endnu en forretningsrejse, da han drattede om i sine forældres hus.

Kroppen var kørt i sænk, men i stedet for at tage to ugers ferie og komme til hægterne, traf Oliver Harald Nielsen en beslutning, der fik venner og kolleger til at kalde ham »sindssyg«.

Han kvittede sit job hos Bestseller for at åbne sin egen tøjbutik, og det i en krisetid, da tøjbranchen gispede efter vejret.

En ven gik med på idéen, og sammen købte de en masse varer på kredit.

Kort tid efter meldte vennen, at han ikke ville være med alligevel.

»Jeg havde regnet med, at vi begge skulle finansiere det, men stod pludselig alene med det. I en uge gik jeg fra bank til bank for at låne penge, men uden held, så jeg måtte ringe til mine leverandører og aftale, at de fik deres penge, så snart jeg åbnede. Gik det ikke, ville jeg finde et job og arbejde min gæld af,« siger Oliver Harald Nielsen.

Han var bange og frygtede, at butikken ville ramle om ørerne på ham allerede inden åbningsdagen.

Med sin opsparing i baghånden vidste han, at han kunne overleve tre måneder. Efter det var intet sikkert.

Frygten for fiasko forstummede, i takt med at kunderne begyndte at finde vej til butikken, og da valgte den unge butiksejer at gå skridtet videre og lave sit eget tøjmærke, Dansk Bomuldskompagni.

Ved lidt af et tilfælde blev Oliver Harald Nielsen inviteret til en stor tøjmesse i Berlin og fik sig en billig stand under trappen ved siden af toilettet.

Den stand skulle ændre hans liv for altid.

Pludselig stod indkøbscheferne for Topman, Urban Outfitters og Asos og skændtes om, hvem der skulle have lov til at købe hans tøj, og det blev Asos, en af verdens største online modebutikker, som løb med sejren.

Drømmen

»Da tog det virkelig fart. Jeg var slet ikke gearet til at pakke de mange tusinde stykker tøj, som Asos købte, så mine forældres hus blev omdannet til én stor pakkecentral. Det kunne jeg ikke fortælle Asos, så jeg opfandt en historie om, at jeg havde en stor lagerbygning. Det var en fed løgn,« siger Oliver Harald Nielsen.

Asos er stadig en fast kunde og har givet Dansk Bomuldskompagni et vindue til hele verden.

Også et halvt hundrede danske butikker forhandler Oliver Harald Nielsens tøj.

Han har ansat sin mor, som styrer den daglige drift af butikken på Trøjborg, købt sig en ny bil, lejet et lager i Lystrup og arbejder på at gøre sin butik i København klar.

Drømmen er at skabe en stor butikskæde, der sælger kvalitetstøj produceret under ansvarlige forhold.

»Det er ikke gået op for mig endnu, hvor stort det faktisk er ved at blive, men det er fedt at kunne modbevise sine kritikere. Jeg blev mobbet vildt i folkeskolen, var tæt på at blive smidt ud af gymnasiet, men har bevist over for alle, at jeg kan skabe succes. Nu handler det om at holde fast i den,« siger Oliver Harald Nielsen.

 

Artikel: http://jyllands-posten.dk/aarhus/erhverv/ECE7524873/Under-trappen-ved-toilettet-blev-Olivers-t%C3%B8jm%C3%A6rke-til-guld/